fredag, december 28, 2007

Test 3: Opsamler-test med bibliotekar

Dato: 22. november 2007
Testperson (TP): Bibliotekar fra Musikbiblioteket, Vejle Bibliotek
Testleder (TL): SB
Observatør (O): EA
Skærmbilleder fra testdato: dialogboks

Forløbet:
TL gennemgår Linkpakkens funktioner: Hvordan opsamleren startes, hvordan referencer overføres, og hvordan en linkpakke afsluttes. TP fik forevist både tastekombinationer til opsamleren såvel som opsamlerens højrekliksmenu.

Opsamleren:
TP glemmer ved første gennemløb at åbne en linkpakke, inden referencer opsamles, men lægger selv mærke til fejlen.

Siden www.dr.dk/klassisk indeholder playlister. Her stødte TP på tekst, der synes markeret ved klik. Dette var dog en del af sidens egen funktionalitet, og teksten blev rent faktisk aldrig markeret, hvilket gav anledning til forvirring idet kopiering ikke var mulig.

Ønsket om at lave referencer til web-udgaven af biblioteksbasen (Libraweb) gik ikke godt. URL'en i adressefeltet ændrer sig aldrig i en instans af Libraweb, idet parametre aldrig føjes til URL'en undervejs, men skjules for brugeren. Dermed har opsamleren ikke mulighed for at kopiere anden URL end den generelle (i dette tilfælde https://biblioteksbaserne.dk/sites/WVEJLE/pub/search.html).

Ved afslutningen af en linkpakke blev den seneste pakke genåbnet. TP lod ikke mærke til, at pakken nu var genåbnet, men forsøgte selv at genåbne den. Hun blev dog mødt af en for hende logisk fejlbesked, og kunne selv fortsætte.


"Tidligere Linkpakker"-grænsefladen

Genåbning af tidligere linkpakker viste sig problematisk pga. udformingen af prototypens side "Tidligere linkpakker". Testens version af siden bestod af 3 lister (tidligere pakker lavet af hhv. logon, ved denne maskine og i dette bibliotek), og det var forvirrende at se samme pakke stå i flere lister på een gang.

Dialogboksen:
TP havde kun få kommentarer til dialogboksen, som generelt blev forstået. Følgende bemærkninger er noteret:
  • Notefelterne blev fremhævet som vigtige - de udgør formidlingen til lånerne.
  • Data til bibliotekaren, specifikt oplysningerne på Bibliotek, Denne PC og Logon, blev opfattet som støj, det ikke var nødvendigt at tage stilling til.
Problemstillinger:
Som I test 2 er den handling, det er at starte en linkpakke, oplevet som ny og anderledes for bibliotekaren. Handlingen "Start linkpakke" bør gives ekstra opmærksomhed ved fremvisning og træning i brugen af linkpakken som værktøj.

Sider uden gode, sigende tekster til markering eller sider, hvor tekst laves med grafik, er et problem hvis linkpakken fordrer markering af tekst. Se også test 1. (Status: dette kan nu omgås ved at kopiere URL'en fra adressefeltet i de tilfælde, hvor markering på siden er umulig - se test 2, "Problemstillinger").

Hjemmesider, der skjuler parametre i URL'en for brugeren, giver problemer ved opsamling. Der vil være sider på nettet, hvor f.eks. en artikel ikke vil have en tilsvarende URL, fordi artiklen er fremkaldt på skærmen via parametre der overføres i den skjulte internet-session istedet for direkte og synligt i URL'en (jvf. forskellen mellem GET og POST-parametre (engelsk artikel)).

Grænsefladen til "Tidligere linkpakker" var i sin første version udformet som bestående af 3 lister, der hver viste de seneste pakker indenfor kategorierne "Denne PC", "Dette Logon", "Dette Bibliotek". Der viste sig meget forvirrende, at samme pakke potentielt kan optræde i alle 3 lister på een gang. Siden bør istedet udformes som bestående af 1 liste med filtreringsmuligheder. (Status: er implementeret).

Test 2: Opsamler-test med bibliotekar

Dato: 15. november 2007
Testperson (TP): Bibliotekar fra Læsesalen, Vejle Bibliotek
Testleder (TL): SB
Observatør (O): EA
Skærmbilleder fra testdato: dialogboks

Forløbet:
TL gennemgår Linkpakkens funktioner: Hvordan opsamleren startes, hvordan referencer overføres, og hvordan en linkpakke afsluttes. TP fik forevist både tastekombinationer til opsamleren såvel som opsamlerens højrekliksmenu.

Opsamleren:
TP går efter Linkpakke-ikonets højrekliksmenu for at starte en ny pakke. Der startes i BNG, under afsnittet Historie - Middelalderen.

"0"-tegnet som vises på opsamlerens ikon når en linkpakke starter, blev ikke genkendt som et tal af TP.

Anvendelsen af CTRL+C til kopiering gav ikke anledning til spørgsmål fra TP, som umiddelbart konstaterede, at der skete en aktivitet ved markering og kopiering. Dog udtrykte TP et stort behov for undervejs at kunne monitorere indholdet af linkpakken, og stolede ikke helt på at links blev overført, selv om det ved afslutning af linkpakken kunne konstateres at dette var sket. I mangel af bedre blev linkpakken afsluttet flere gange og derefter genstartet via menuen "Tidligere linkpakker".

Markering/kopiering fra DDELibra gav anledning til både problemer og ideer. Brug af CTRL+C virkede ikke, da man i DDELibra kun har muligheden at markere og efterfølgende højreklikke på det markerede for at kopiere. Det blev derefter diskuteret, hvilke tekst fra DDELibraen det kunne være nyttigt at hente, og både poster og søgningens CCL-kode blev dømt relevante.

Tastekombinationen Alt+L blev anvendt til at standse linkpakken. Dette blev opfattet korrekt af TP og fungerede.

Ved andet gennemløb, i dannelsen af en linkpakke over temaet "linedance", var TP endnu ikke vant til at et linkpakke skal startes med Alt+L inden linkindsamling påbegyndes. Samme fejl skete igen ved tredje gennemløb, og det virkede som om handlingen "at starte en linkpakke" er et koncept, man lige skal vænne sig til.

Første link der blev ønsket overført var en side uden noget godt afsnit til markering. TP ønskede blot at tage URL'en herfra uden at markere noget, hvilket i den eksisterende prototype ikke var muligt. Undervejs stødte TP også sider, hvor overskriften bestod af grafik. Dette gav problemer, da man ikke altid umiddelbart kan se om det man ønsker at markere rent faktisk er tekst.


Dialogboksen:
TP havde kun få kommentarer til dialogboksen, som generelt blev forstået. Følgende bemærkninger er noteret:
  • Noten til den overordnede session ser meget intern ud, og TP var i tvivl om, hvad den egentlig skulle bruges til.
  • "Send til"-sektionen blev forstået og positivt modtaget som en mulighed for at gøre forløbet hurtigere.

Problemstillinger:
Der blev heller ikke i denne test skelnet mellem en URL i en linksamling og det at stå inden på selve ressourcen. Igen kan det diskuteres, om man kan forvente denne grundlæggende forståelse af bibliotekaren, som måske blot ønsker begge muligheder for at overføre referencer. En mulig løsning kunne være at lade Receiveren genkende tekst som en URL, og derefter reagere på dette, hvis det viser sig teknisk muligt (status: denne funktionalitet er implementeret, og det bør siden testes, om den lever op til forventningerne om at bidrage til en logisk arbejdsgang).

Sider uden gode, sigende tekster til markering eller sider, hvor tekst laves med grafik, er et problem hvis linkpakken fordrer markering af tekst. Se også test 1. (Status: Problemet kan omgås, hvis man udnytter at URL'er nu kan markeres og behandles på en særskilt måde, som beskrevet i afsnittet herover. Markeres URL'en fra adressefeltet, kan siden alligevel refereres.)

Opsamleren giver feedback på, om links er overført. Denne vil ikke altid være nok: nogle brugere vil, især i starten, ønske at se linkpakkens indhold og derefter fortsætte samme linkpakke. En mulig løsning vil være at inkludere et "Genoptag opsamlingen"-link i dialogboksens grænseflade (status: dette er blevet implementeret). Det vil herefter blive vigtigt, at brugeren ved et hurtigt blik på dialogboksen kan se, om den viste pakke er åben eller lukket.

Selve den handling, det er at starte en linkpakke, bør gives ekstra opmærksomhed ved fremvisning og træning i brugen af linkpakken som værktøj. Handlingen er ny og uvant for det fleste, og kan give anledning til forvirring.

Programfejl fundet under dette forløb:
  • Ved kopiering af en reference resulterede dette i, at referencen blev overført flere gange - herefter kaldt "dubletfejl". (Status: fejlen er rettet ved ekstra kode i opsamleren)
  • Der var flere tilfælde, hvor internetsiders titler ikke blev korrekt fundet af receiveren, og derfor aldrig blev vist på dialogboksens oversigt over en linkpakkes referencer.

torsdag, december 20, 2007

Test 1: Opsamler-test med bibliotekar

Dato: 9. november 2007
Testperson (TP): Bibliotekar fra voksenbiblioteket, Vejle Bibliotek
Testleder (TL): SB
Observatør (O): EA

Forløbet:
TL gennemgår Linkpakkens funktioner: Hvordan opsamleren startes, hvordan referencer overføres, og hvordan en linkpakke afsluttes. TP fik forevist både tastekombinationer til opsamleren såvel som opsamlerens højrekliksmenu.

Opsamleren:
Tastekombinationen Alt+L og den tilsvarende mulighed i opsamlerens højrekliksmenu er forstået ok. Der kunne ikke spores nogen præference vedr. brug af taster vs. brug af musen hvad angår opsamleren. Hvad angår kopiering med CTRL+C eller højrekliksmenu, havde TP præference for windows højrekliksmenu, selvom dette var væsentligt langsommere end CTRL+C. Det var uklart, om TP bevidst valgte at se bort fra genvejstasten CTRL+C til kopiering.

"0"-tegnet som vises på opsamlerens ikon når en linkpakke starter, blev tolket som en oval, ikke nødvendigvis som et tal. Efter overførsel af den første reference var der dog for TP ikke længere nogen tvivl om, at der var tale om tal, og forbandt da også en overførsel med at tallet på ikonet steg.

Testen startede på siden bibliotekernesnetguide.dk (BNG). TP opfattede, at det var links på siden, der skulle markeres for at få disse med over, mens meningen er, at man følger linket over på den enkelte side og derfra kopierer en tekst.

Der var problemer undervejs med sider, der havde lidt eller ingen tekst til markering. Det gjorde det svært at få lavet en reference. TP's ønske var, at det var muligt at referere til en side UDEN at markere tekst.


Dialogboksen:
Muligheden for at sende en e-mail besked til brugeren blev opfattet, men der var problemer med designet: Det var uklart, at knappen "E-mail" faktisk var en knap og sendte en email (status: Knappen er nu benævnet "Send", og designet er rettet til).

Print-knappen var opstillet under overskriften "Send til:". "Send til Print" blev set som en underlig ordkonstruktion og forstyrrede meget. Dens funktion blev dog opfattet korrekt. Der var dog problemer med, at designet af dialogboks og svarside lignede hinanden så meget. Dialogboksen blev f.eks. opfattet som svarside, hvilket var en kilde til bekymring for TP, som umiddelbart så en masse elementer som nok var "irrelevante for brugeren" og "støj".

Det overordnede design af Dialogboksen blev af TP opfattet som bestående af 2 områder: "Bibliotekarens område" var sidekolonnen der bl.a. indeholdt knapperne "Print" og "E-mail". "Brugerens område" var den primære rude, som indeholdet noter og referencer.

Notefeltet "Emne:" blev opfattet på samme måde som det tilsvarende felt i en typisk e-mail, hvilket ikke giver nogen problemer. Feltet opfattes således som noget overordnet for hele pakken af referencer. Man kunne også se feltet som linkpakkens titel.

Notefeltet "note" blev ikke opfattet som en besked til brugeren fra bibliotekaren. Den var placeret i en boks på skærmen, som af TP blev set som "Bibliotekarens område" (se ovenfor) (Status: felterne "emne" og "note" er nu placeret sammen). Da TP blev opmærksom på, at der var tale om et felt til brugeren, blev der udtrykt et ønske om at få et felt til interne noter. Interne noter blev set som nødvendige, hvis en linkpakke skulle overtages og gøres færdig af en kollega.

Til selve listen af referencer bemærkede TP, at nogle brugere evt. kunne forvente at bibliotekaren havde prioriteret listen af referencer.

Hver references notefelt blev korrekt opfattet af TP som en note hørende til den specifikke reference. Den blev undervejs kaldt for "ledsage-kommentar".

Ved nærsyn af en references udklip rejste TP spørgsmålet om, hvorvidt det link der var blevet lavet sendte brugeren ned i dokumentet det rigtige sted. Ifølge TP var udklippet udtryk for det vigtigste på siden, og således bør linket sende brugeren direkte ned i siden til den rette kontekst.

Problemstillinger:
Der er forskel på søgeresultater/linksamlinger og så specifikke ressourcer. Dette påvirker ikke nødvendigvis TP's opfattelse, som forstod at det burde være muligt at "vinge URL-adresser af" på et liste af links (f.eks. på BNG eller et søgeresultat på Google). Implicit er den optimale brug af linkpakken hvis bibliotekaren altid følger links og går ind på den specifikke side/ressource, for så at markere, kopiere/overføre derfra. Det kan diskuteres, om man kan forvente denne grundlæggende forståelse af bibliotekaren.

Det er et problem, at linkpakken kræver tekst for at fungere optimalt. Der er sider på nettet, som er lavet i flash eller kun består af billeder, og disse er svære at referere til, hvis linkpakken fordrer markering af tekst. En mulig løsning kunne her være at inkludere en mulighed i browserens højrekliks-menu ("send til linkpakke", f.eks.).

Der er vigtigt at der skelnes mellem dialogboks og svarside. Disse må ikke ligne hverandre for meget, da de således nemt kan opfattes som den samme grænseflade.

Inklusionen af et klip fra en ressource giver forventningen om, at et link til ressourcen bør sende brugeren direkte til det sted på siden, hvor udklippet blev foretaget. Det er svært at se, hvordan dette kan gøres muligt, og om dette er ønskeligt, men det rejser spørgsmålet, hvorvidt inklusionen af udklip fra siden direkte kan skade opfattelsen af linkpakkers reference.

Programfejl fundet under dette forløb:
  • Ved kopiering af en reference resulterede dette i, at referencen blev overført 3 gange. (Status: fejlen er rettet ved ekstra kode i opsamleren)

onsdag, december 19, 2007

Tidligere linkpakker, visning og åbning af

Du får adgang til at se de linkpakker, der tidligere er lavet på dit bibliotek, via linkpakkens menu. Du kan også åbne listen over tidligere pakker via tastekombinationen, der som standard er sat til at være [ALT]+[SHIFT]+[F12] (se evt. hvordan du ændrer tastekombinationerne).

Visning af tidligere linkpakker inkluderer kun de pakker, der lavet på ens eget bibliotek. Flere biblioteker, der har hver deres installation af linkpakken og ønsker at se hinandens pakker, kan defineres som en klynge af biblioteker. Eksempelvis har Vejle Bibliotekerne separate installationer til hhv. Børkop, Egtved, Give, Jelling og Vejle.

Pakkerne kan filtreres og sorteres med det formål at lette genfindingen. Pakker kan også søges frem med en fritekst-søgning, der søger i pakkernes titler + beskrivelser.

Det er muligt at overtage andres pakker. Man skal aktivt vælge at overtage pakken for at blive registreret som ny "forfatter" af pakken. Sådan gør man:
  • Åbn listen "Tidligere linkpakker"
  • Åbn en pakke ved at klikke på den i listen
  • Hvis (og kun hvis) man ikke selv er ophav til pakken, ses knappen "Overtag pakke" op i webgrænsefladens menu (se billedet).

Man får kort at vide, hvem der er ophav til pakken, og hvad ens eget logonnavn er. Ved klik på knappen overtages den og får således nyt ophav, maskinnavn og biblioteksid. Dog er det oprindelige ophav logget og kan fremsøges igen. Der er dog p.t. ikke udviklet funktion til visning af dette, det vil blive udviklet senere.

Man kan umiddelbart frit rette i indholdet i andre kollegers pakker, også selvom man ikke er ophav.

mandag, december 10, 2007

Sådan bruges linkpakken

Linkpakken består af flere dele: Et windows-program, der afsender data, en webservice på nettet, der modtager data, samt internetsider der gør det muligt at tilrette den enkelte linkpakke med f.eks. noter. I det følgende forstås "programmet" som det program, der er installeret på den enkelte PC.

Brug af programmet

Når du starter programmet op, dukker der et lille linkpakke-ikon op i
systembakken på proceslinjen i Windows. Hvis du holder musen hen over
ikonet, dukker der et lille vindue op med programmets aktuelle status.
Hvis du højreklikker på ikonet, får du en menu til at betjene
programmet.

Fra menuen kan du starte en ny linkpakke, stoppe den igen eller sætte
den på pause. Disse funktioner kan desuden aktiveres ved hjælp af
genvejstaster som kan sættes op i indstillingerne, som du også får
adgang til ved hjælp af et menupunkt.

Hvis du starter en ny linkpakke, kontakter opsamleren
linkpakke-serveren og gør sig parat til at modtage udklip. Hvis du
kopierer et stykke tekst til udklipsholder, f.eks. med Ctrl-c, bliver
udklippet opsamlet og sat i kø for at blive sendt til
linkpakke-serveren. Du kan se det ved at tallet på linkpakke-ikonet
tæller én op.

Opsaml på den måde de udklip der er brug for. Stop så linkpakken,
enten med en genvejstast eller menupunktet i menuen. Nu vil udklip du
laver med f.eks. Ctrl-c ikke længere blive opsamlet. Opsamleren vil
når den er færdig med at sende de opsamlede udklip til serveren, vise
et vindue med den linkpakke du lige har stoppet.

Du kan også sætte en linkpakke på pause hvis du får brug for at
kopiere noget der ikke skal opsamles.

Bemærk at du ikke behøver ikke vente på at linkpakke-serveren bliver
kontaktet - udklippene bliver automatisk sat i kø. Opsamleren skifter
farve mens den kontakter serveren, men er stadig aktiv så du kan
betjene den.


Tidligere linkpakker

Du kan se de tidligere linkpakker gennem det dertil indrettede
menupunkt eller ved hjælp af en genvejstast. Hvis du klikker på en
linkpakke i browseren, kan du genoptage den.

Det fungerer på samme måde som hvis du havde startet en ny bortset fra
at de opsamlede udklip naturligvis bliver sendt til den linkpakke du
har genoptaget.


Hvis der opstår fejl

Programmet forsøger automatisk at kontakte linkpakke-serveren igen
hvis der opstår fejl i kommunikationen over netværket. Dine data er
altså ikke gået tabt. Hvis f.eks. internetforbindelsen er gået ned,
vil programmet automatisk sende dataene når forbindelsen kommer op
igen.

I værste fald kan fejlen skyldes en uoprettelig fejl. Hvis der opstår
en fejl, dukker der et menupunkt op hvor du slette ikke-afsendt data.
Hvis du klikker på det, nulstiller programmet sin kø af beskeder. Det
betyder at dine data går tabt, men kan måske løse et ellers
uopretteligt problem.


Signaturforklaring

Linkpakke-ikonet har følgende farvekoder:

  • Gul: afventer at du foretager dig noget.
  • Grøn: kommunikerer eller forsøger at kommunikere med linkpakke-serveren.
  • Rød: der er opstået en fejl. Programmet vil automatisk prøve igen lidt senere.
Tallet tæller antallet af udklip der aktuelt er blevet opsamlet. Et 9-tal med et plus angiver at den aktuelle pakke nu indeholder 9 eller flere referencer.


Indstillinger

Du kan ændre hvilke genvejstaster programmet bruger. Åbn vinduet med
indstillinger gennem menupunktet i menuen, og tryk på et af felterne
med en genvej for at ændre den. Tryk herefter den nye genvej eller
tryk på slettetasten for slette genvejen.

linkpakken.conf : konfigurationsfilen

Opsamlerens standardindstillinger er at finde i filen linkpakken.conf. Der er tale om en tekstfil i XML-format, der indeholder følgende felter:

<?xml version="1.0" encoding="utf-8"?>
<conf xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xmlns:xsd="http://www.w3.org/2001/XMLSchema">
<webServiceUrl>http://linkpakke.dk/ws/receiver.asmx</webServiceUrl>
<earlierSessionsUrl>http://linkpakke.dk/webgui/sessionlists.aspx</earlierSessionsUrl>
<sessionBaseUrl>http://linkpakke.dk/webgui/session.aspx</sessionBaseUrl>
<helpUrl>http://linkpakke.dk/webgui/hjaelp.aspx</helpUrl>
<errorLogPath>c:\Programmer\Linkpakken\linkpakke-fejllog.txt</errorLogPath>
<libraryId>##</libraryId>
<passKey>**************</passKey>
<duplicateTimeOut>60</duplicateTimeOut>
</conf>

  • webServiceUrl: netadressen til den webservice, der modtager data fra opsamleren. Dette er en standardværdi som ikke bør ændres.
  • earlierSessionsUrl: netadressen til den webside, der viser tidligere linkpakker. Websiden bliver automatisk kaldt med de relevante parametre, herunder libraryId (bibliotekets ID) og passKey (kodeordet for biblioteket)
  • sessionBaseUrl: netadressen til den webside, som kaldes frem når en linkpakke lukkes/færdiggøres.
  • helpUrl: Netadresse til de websider, der indeholder manual, hjælp og dokumentation på linkpakken (i praksis disse sider du læser nu).
  • errorLogPath: Sti til en folder på computeren, hvori opsamleren skriver sin fejllog.
  • libraryId: Bibliotekets ID-nummer i linkpakkens kontekst (Udleveres ved bibliotekets tilmelding til linkpakken).
  • passKey: Bibliotekets kodefrase, der giver adgang til at oprette linkpakker og indsætte referencer.
  • duplicateTimeOut: Tid i sekunder, hvor samme reference med samme indhold ikke kan sendes igen. Dette er implementeret for at forhindre dubletter i at dukke op i linkpakkerne.